TORSDAG D. 9. AUGUST

Efter en stille onsdag, hvor alle sejlere har ventet på vind, er vi klar med en torsdag, hvor Finnjollerne og 470 mænd og kvinder er klar til deres medaljesejladser. Laser og Laser Radial med danske Anne-Marie Rindom i spidsen tager en pause og kommer tilbage fredag, men Nacra 17 og 49erFX / 49er er klar med spændende og afgørende sejladser inden deres medaljesejladser lørdag og søndag. Følg med på storskærmene fra kl. 12 til 16.30 når vi viser Finnjollernes medaljesejlads og Windsurfing (RS:X M) med danske Sebastian Fleischer, eller på DR1 fra kl. 13.45 – 16.30.

 

Uanset vejr og vind er havnefesten klar med oplevelser!

Kom og prøv Virtual Regatta
Prøv det nyeste inden for E-sport, Virtual Regatta, på havnepladsen. Her sejler du kapsejllads imod 5 andre modstandere med hver jeres tablet. Du vinder ved at være den bedste til at aflæse og beregne vinden og bedst får lagt den rette kurs. Den virtuelle kapsejllads bliver vist på storskærm, og der vil være præmier til vinderne. Hver sejllads tager imellem 5-7 min. og starter hvert 20. min.
De hurtigste sejlere i løbet af ugen vil blive tilbudt at sejle med igen d. 12 august imellem medaljeoverrækkelserne. Her kommer kapsejlladsen på storskærm, og vinderen får derudover mulighed for at dyste imod sejlere, som har deltaget i VM i år.
Prøv Virtual Regatta hver dag mellem kl. 10-17.

Tag på kanotur med hele familien

Tag familien eller vennerne med på en gratis tur i kano på den nye kanal i Aarhus C. Det er GoPaddle og Den Blå Rambla Kanoudlejning, der står bag aktiviteten.
Kanoturene foregår imellem kl. 10-17.

Oplev sejlsportens og Aarhus Havns historie med Den Gamle By
Udstillingen er en visuel oplevelse med animationer, film og billeder, der gør dig klogere på Aarhus Havns udvikling fra år 1800 til år 2020.
Den Gamle By sætter fokus på sejlsportshistorie imellem kl. 10-17.

Få et unikt indblik i livet ombord på et gammelt træskib
Kom og prøv at hejse sejl, binde knob, kaste med redningsreb, afprøve en redningsflåde og sejle mellem sømærker på land. Aarhus Træskibshavn tilbyder en god snak, hyggelig atmosfære, samt sjov og læring for store som små.
Lad dig blive fanget af den maritime atmosfære imellem kl. 10-17 (Ølteltet har åbent indtil 22.00)

Oplev og prøv den Argentinske tango
Tango Malevaje er Jyllands eneste professionelle tangoskole med base i Aarhus. Tango Malevaje giver en prøve på den mest sublime af alle pardanse – den argentinske tango. Hvis du har mod og lyst, så har du mulighed for at afprøve egne evner ud i tangoens verden på scenen ved Sejlsportscentret fra kl. 13.45.

Swingmusik fra de gode gamle dage
SeniorSWING er et populært underholdnings- og danseorkester fra Aarhus. Som navnet angiver, består orkesteret næsten udelukkende af seniorer, som har fundet sammen for at nyde hinandens selskab og underholde omverdenen med glad og klingende swingmusik fra de gode gamle dage.
SeniorSWING går på scenen ved Sejlsportscentret kl. 11.30.

Forkæl dine ører med bandet Love Shop


Det danske band Love Shop, som sidste år fejrede 25 års jubilæum, viser idag, hvad de kan, når de går på scenen ved Sejlsportscentret. Love Shops musik er dansk electro-pop-rock og er herlig upbeat på en måde, så alle kan være med.
Bandet gi’r den gas imellem kl. 17-20.

Få sug i maven på Aarhusbugten med Searangers
I Searangers special-designede RIBs kan du opleve havet og VM-eventyret fra første parket, da du sidder meget tæt på vandlinjen og derfor ser byen, havets dyr og ikke mindst VM i sejlsport helt nede i øjenhøjde. Hver dag fra kl. 17 i perioden 3. til 12. august. Turene varer ca. 1 time og koster 300 DKK pr. person.

Besøg de lækre mad- og drinksboder og få en oplevelse med i købet
Der er en god oplevelse og noget for enhver smag i vente – lige meget om du er til de store grillede burgere eller de veganske alternativer. Du kan eksempelvis blænde din egen smoothie med energi genereret på cykel. Smage en moderne, hjemmelavet og økologisk koldskål eller gå ombord på Café Sokrates – det fine gamle træskib, der sejler, som vinden blæser, men ofte ligger i havn ved Lystbådshavnen.

Hvilke danske sejlere og surfere kommer i aktion torsdag?

Vær opmærksom på, at der er stor sandsynlighed for ændringer grundet manglende vind onsdag og torsdag.

Nacra 17 Kl. 12.00
Med en fart på op mod 55 kilometer i timen, er Nacra 17 en af de hurtigste bådtyper til VM, og her har vi følgende 5 danske par:

  • Lin Ea Cenholt – Christian Peter Lübeck
  • Anne-Line Lyngsø – Jakob Faarvang
  • Josephine Frederiksen – Christian Justesen
  • Josefine Nøjgaard – Jesper Vogelius
  • Mathias Bruun Borreskov – Laura Kragh Frederiksen
  • Natacha Violet Saouma – Marcus Piron Kirketerp

49er Kl. 12.00
49eren er en bådklasse, der altid er god for spektakulære dramaer, som ikke slutter, før bådene har krydset målstregen. Derudover er det her, at danskerne er bedst repræsenteret med hele 9 danske par:

  • Mads Emil Lübeck – Nikolaj Hoffmann Buhl
  • Frederik Rask – Marcus Bay
  • Jonas Warrer – Jakob Precht Jensen
  • Michael Hansen – Mathias Lehm Sletten
  • Daniel Nyborg – Sebastian Wright Olsen
  • Klaes Meier-Andersen – Carl Emil Baad
  • Joakim Salskov-Iversen – Anders Bigum
  • Daniel Bjørnholt – Nicklas Heide-Jørgensen
  • Philip Lyngbæk – Laurits Vinter

49erFX Kl. 12.00
49ERFX er den kvindelige version af 49eren. Siden klassen blev introduceret, har Danmark haft to-tre besætninger med i den absolutte verdenstop, og til VM i Aarhus bliver Danmark repræsenteret af følgende 4 danske par:

  • Jena Mai Hansen – Katja Salskov-Iversen
  • Ida Marie Baad – Marie Thusgaard
  • Anne-Julie Foght Schütt – Iben Nielsby
  • Johanne Schmidt – Andrea Schmidt

RS:X M Kl. 12.00
RS:X er den olympiske windsurfing-klasse, og brættet kan konkurrere fra næsten vindstille til vind på 15 meter i sekundet. Brættet skyder høj fart, og der stilles store krav til sejlerens kondition og fysik. Danmark er repræsenteret af surfer:

  • Sebastian Fleischer

RS:X W Kl. 12.00
Den kvindelige version af RS:X har et mindre sejl end mændenes version. Her er Danmark repræsenteret af surfer:

  • Lærke Buhl-Hansen

FORMULA KITE M Kl. 13.00
I kitesurfing står surferen på et lille foilende bræt og bliver ført frem af en styrbar drage. Kitesurfing bliver i Aarhus afviklet som almindelig kapsejlads, og det får desuden sin OL-debut i Paris i år 2024. Til VM i Aarhus er Danmark repræsenteret af følgende 5 surfere:

  • Oliver Hansen
  • Martin Jensen
  • Jan Blæsild
  • Martin Broesbøl
  • James Johnsen

FORMULA KITE W Kl.13.00
I den kvindelig kitesurf-klasse er Danmark repræsenteret af en enkelt kvinde:

  • Stine Juhl Jensen

Vejrudsigterne siger, at der bliver masser af vind , så det tegner godt for, at de mange sejladser kan komme i gang til den planlagte tid – men der er selvfølgelig ingen garanti. Heldigvis er der hygge og god stemning i Sailors Lounge.

Vi glæder os til endnu en fantastisk dag i sejlsportens tegn – hvis du er i nærheden, så kig endelig forbi!