VM i sejlsport åbnet med manér ved et stort åbningsshow! Det sker torsdag den 2. august kl. 19:30 – 21:00 på Havnepladsen.

Her står det verdenskendte Aarhus-band Michael Learns to Rock, blandt andre, klar på scenen. Derudover kan du glæde dig til at se den 19-årige, danske popkomet, Alexander Oscar samt de 1.500 internationale sejlere, når nationerne bliver præsenteret undervejs i showet på en helt ny måde. Det store åbningsshow bliver krydret med flere musikalske og kunstneriske overraskelser og VM i Sejlsport åbnes officielt af borgmester Jacob Bundsgaard og Præsident for World Sailing, Kim Andersen.

SPOT Festival leverer live-musik under VM

Fem aftener under VM i sejlsport sørger vores samarbejdspartner, SPOT Festival, for at sætte den helt rigtige afslappede sommerstemning på kajen. Du kan se frem til at opleve et udvalg af de bedste nye, og enkelte etablerede, artister fra den danske musikscene i form af:

  • Inglev & Simonsen m. solister
  • Northern Assembly
  • Patrick Dorgan
  • Love Shop
  • Sherzandum
  • Iris Gold
  • Barselona
  • Farveblind
  • Soleima.

Musikalske indslag for alle i dagstimerne
Fra d. 3-12 august mellem kl. 10:00 -16:00 kan både børn og voksne se frem til en lang række musikalske indslag, som er kommet i stand i samarbejde med Aarhus Musikskole. Her kan man opleve alt fra et shantykor, der synger sømandsviser til fællessang, skrallebang-underholdning og hatteteater.

Udover de musikalske lækkerier, der bliver drysset ud over VM, bliver der også masser af maritime aktiviteter for alle. Alt i alt står i nærheden af 100 aktører klar til at gøre VM til en uforglemmelig oplevelse.

Du finder hele programmet her: www.aarhus2018.dk/program