Som en del af vores overordnede bæredygtighedsprogram tilføjer vi nu et nyt program for frivillige. Det er muligt, fordi Tuborgfondet har bevilget midler til at etablere og uddanne et hold af frivillige, der skal inspirere de mange besøgende til at passe godt på havet og det maritime miljø generelt.

Holdets primære opgave bliver at guide og gå i dialog med publikum og deltagere om bæredygtighed. Derudover vil de frivillige hjælpe madboder, trænere, sejlere og gæster med at sortere deres affald korrekt. For at klæde de udvalgte frivillige godt på til opgaven som formidlere af bæredygtighed, tilbyder vi dem forskellige workshops. Her lærer de bl.a. hinanden at kende og bliver sat ind i, hvordan og hvorfor det giver mening at genanvende de forskellige former for affald.

Vores ambition er at opbygge et stærkt fundament af erfaring, som kan inspirere andre, der planlægger lignende arrangementer, hvad enten det foregår i Aarhus eller et andet sted i verden. Derudover håber vi på at opbygge et stærkt fællesskab i form af et team, der kan fortsætte sit gode arbejde i byen ved andre events efter VM. Begge dele skal være med til at sætte nye standarder for bæredygtigheden af events i fremtiden.

Bæredygtighedsprogrammet ved VM er udviklet i samarbejde med Worldperfect. Initiativerne består bl.a. af:

  • Affaldssorteringstasker i trænerbådene
  • Affaldssorteringsspande på land
  • En soldreven shuttlefærge
  • Genopfyldelige drikkedunke til atleter og frivillige
  • 60 procent økologisk mad til de frivillige plus nedbrydeligt service
  • Et læringsområde med en lang række bæredygtige aktiviteter.

Du kan finde mere information om bæredygtige initiativer på VM her: https://www.aarhus2018.dk/baeredygtighed/