400.000 mennesker…

Det er så mange, vi regner med at lokke til Aarhus i de 14 dage, VM varer.

Som du nok allerede ved, har vi mere end rigeligt at lokke med i form af verdens bedste sejlere, der giver alt, hvad de har OG en kæmpe maritim folkefest med aktiviteter for børn, voksne og alle dem midt imellem.

Vores kommunikationsindsats er stille og roligt bygget op hen over efteråret og vinteren, og vi er nu ved at være klar til at skifte gear. På nuværende tidspunkt kender folk i sejlsportsmiljøet en hel del til VM. Hen over foråret og sommeren sætter vi fokus på at udbrede budskabet til alle andre, der ønsker sig nogle gode oplevelser til sommer.

Vi har nu oprettet det officielle event på Facebook, og du er selvfølgelig mere end velkommen til at melde dig til. Det vil også hjælpe andre i dit netværk til at få sat kryds i kalenderen.

Hvis du ønsker at dele begivenheden, hvilket du er mere end velkommen til, er linket her: https://www.facebook.com/events/422620358169166/

Som lovet skal du også have et smugkig på vores helt nye maskot: Sejlfisken.
Sejlfisken er verdens hurtigste fisk. Vi ved endnu ikke, hvad vores friske fisk skal hedde, men vi håber at få hjælp af vores følgere på Facebook til at finde det helt perfekte navn inden længe.

Her kan du se en tegning af, hvordan den kommer til at se ud:

Sejlfisken tager ud i byen sammen med vores event-team. Første stop bliver Aarhus Universitets store kapsejlads d. 4. maj. Derudover kan du møde teamet til Aarhus Halvmarathon og en lang række andre events i byen.

Hen over foråret og sommeren bliver medie- og bybilledet fyldt med sejlsport. Mange gode samarbejdsaftaler er kommet i hus, bl.a. med Aarhus Cityforening, Visit Aarhus, Visit Denmark, Jyllands Posten, kulturinstitutioner, offentlige transportmidler (Molslinjen, Billund Lufthavn, DSB, Arriva), byens cafemiljø, biblioteker, storcentre, attraktioner, hoteller og sommerhusudlejere.

Derudover kommer vi til at udstille nogle af de olympiske både – i levende live – rundt om i byen. Men mere om det på et senere tidspunkt.

Venlig hilsen
Cathrine Bianca Christensen
Communication Manager

P.S. Måske har du lagt mærke til, at vores danske Facebook-side har skiftet navn fra Hempel Sailing World Championships Aarhus 2018 til det mere mundrette VM i Sejlsport Aarhus 2018. Hvis du ikke allerede følger med derinde, skulle du overveje det. I de her dage har vi fokus på vores danske sejleres flotte indsatser på Mallorca til Trofeo Princesa Sofia.