Rådmand Rabih Azad-Ahmad, fra det Radikale Venstre og Rådmand for Kultur og Borgerservice var inviteret til åbningsceremonien af Aarhus Sailing Week og havde tid til at reflektere over den effekt VM i Sejlsport vil tiføre Aarhus fremover.

”VM i Sejlsport 2018 er en væsentlig aktivitet for Aarhus, vi får vist Aarhus som kulturbyen, der magter selv de største begivenheder. VM i Sejlsport i 2018 er nok en af de største og mest komplekse sportsevents, kommunen nogensinde har været involveret i. Jeg glæder mig over, at Aarhus kan tiltrække så store events. Det giver store internationale oplevelser til byens borgere og gæster, og det viser vores enestående by frem for hele verden”, siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad.

Tilbage i september 2014 var Rabih Azad-Ahmad i Santander i Spanien, da det seneste VM i Sejlsport blev afviklet. Her modtog han på byens vegne eventflaget og bragte det hjem til Aarhus.

Santander er lige som Aarhus, regionens kraftcenter. Santander er hovedstaden i Cantabrien i den sydlige del af Biscayabugten. Opholdet gav rådmanden god inspiration, hvor han med egne øjne så, hvordan hele byen havde glæde af den store event.

“Hele den enorme frivillige indsats, jeg oplever i Egå Havn, bekræfter at det er en opgave, som vi kan løfte sammen som by. Udadtil får vi vist verden, at Aarhus er en stor by med masser af muligheder for det gode liv ved og på Aarhusbugten. Men også at Aarhus er en by der står sammen om at løfte vigtige opgaver;” udtaler Rabih og tilføjer:

“Jeg er sikker på, at VM i sejlsport 2018 bliver en massiv publikumsbegivenhed, hvor både lokale og turister søger ned på havneområdet for at være en del af VM i Sejlsport i 2018. Eventen vil være med til at binde Aarhus sammen og skabe en fælles stolthed borgerne imellem.”